Gertrude kjolen

Jeg er sådan en der gerne hiver et mønster frem igen og igen, når jeg har fundet et jeg er blevet glad for. Og jeg er blevet rigtigt glad for Gertrude fra Style Arc må jeg erkende. Son den kvikke læser nok har gennemskuet er Style Arc et mønster navn der popper op igen og igen herinde og det er der en særlig grund til. Deres mønstre sidder nemlig rigtigt fint på min krop uden alt for mange tilretninger og det spænder altså bredt kropstypemæssigt. Den kvikke læser vil også have opdaget at jeg ikke har ret mange stretch mønstre og det er desværre ikke tilfældigt. jeg synes de er store i størrelserne og lidt teltagtige trods det at jeg laver dem på mål. I hvert fald de kjoler jeg har nået at prøve indtil nu. Jeg har dog et par bluser liggende som skal afprøves, så jeg har ikke helt givet op endnu.

Style Arc spænder bredt når det kommer til stilarter og det er en anden ting jeg godt kan lide ved dem. jeg kender deres størrelser og ved hvad jeg skal være særligt opmærksom på, men jeg har samtidig stor valgmulighed og kan derfor have flere forskellige stilarter jeg kan ty til.

Jeg køber mine Style Arc mønstre på hjemmesiden fordi jeg så får månedens bonus mønster med. jeg Skal så selv stå for print eller i mit tilfælde at projicere det. Jeg er lidt gammeldags når jeg syer i fast stof fordi jeg gerne vil kunne lege med linealer og tegne linjer af, så jeg projicerer ned på papir og så har jeg et papirmønster jeg så kan genbruge og tilrette ud fra.

Gertruden har jeg haft fornøjelsen af at lave i str 12, str 24 str 22/24 (24 i taljen) og 24/26 (26 i taljen)

alle størrelserne er UK størrelser og der er målskema så man kan finde sin størrelse

Den sidste Gertrude jeg har lavet tog udgangspunkt i målene

Bryst 124 cm

Talje 119 cm

Hofte 134 cm

Det giver følgende størrelser:

bryst 22 UK

talje 26 UK

Hofte 24 UK

Ud fra målene skulle jeg gå to størrelser op i livvidde, men på målskemaet kan jeg se at der er 123 cm i taljen på den færdige kjole (eksklusiv læg og det er vigtigt hvis man vil lave en kjole som min) i en str 24 så derfor er det den størrelse jeg har valgt. jeg flukturerer gerne en størrelse i livet alt efter oppustethed og da jeg tog målene var jeg virkeligt oppustet, så det må siges at være mit nuværende maksmål. Hoftemålet er fløjtende ligegyldigt i denne model så jeg graduerer ikke efter hoften men beholder str 22 i hoften. så når jeg skal tegne mønstret af lægger jeg min lineal på fra str 22 under armen (i sidesømmen), går ud til str 24 i talje punktet og tegner en streg derimellem. Så tegner jeg en streg igen fra talje punktet på str 24 og til hofte punktet på str 22. så den måde får jeg mere vidde i mønstret på den her specifikke model. det ser anderledes ud på papiret hvor man godt kan få oplevelsen af at mønstret mangler kurver, men når man syer det op ser mønstret fantastisk ud fordi pasformen nu er tilpasset ens egen krop.

Det er en simpel tilretning hvis formål er at skabe plads til maven. Man kan lære at rette meget mere til hvis man vælger at investere i et kursus.

Jeg har i min udgave valgt at have folder på ærmerne, men den kan både laves med og uden. Personligt synes jeg bare det lige gør det ekstra for udtrykket på kjolen.

Stoffet er en fast viskose fra mind the MAKER og købt ved metermeter, jeg er vild med de random dots og synes især ærmedetaljen her er rigtig fed

Oprindeligt når man syer den skal de fine boxpleats, der er designelementet nederst i kjolen, kun syes 2 cm ned af de markerede linjer. Den memo havde jeg dog ikke fået, så jeg har syet hele linjen på henholdsvis 13 og 14 cm og det er det resultat i kan se på billederne. Jeg vil fortsætte med at sy læggene længere for jeg synes netop afslutningsstedet er super klædeligt på mig fordi jeg får en figur syet talje og så en skaber boxpleaten mere fylde ned af i kjolen, men i pæne rene linjer

Jeg har fjernet belægningen fordi jeg er piv træt af belægninger der flapper op, omend der på denne model er mulighed for mange usynlige fæstninger i diverse sømrum. Jeg har ligeledes pillet lynlåsen ud. Halshullet er stort nok til at den kan trækkes over hovedet så jeg kunne ikke se formålet med lynlåsen. Ydermere har jeg valgt ikke at have en slids fordi jeg simpelthen ikke finder den nødvendig, så den gad jeg ikke bøvle med. Jeg har sat usynligt kantbånd i halsen, en proces jeg er ved at øve mig i, der er stadig ujævnheder ved skuldersømmen hvilket er pisse irriterende.

selve måde man laver indsnittene og pleatsne på pusler jeg med at lave en gennemgang for den del er slet ikke så svært som det kan se ud til. det er blot lige at greje hvordan det hænger sammen.

Mønstret indeholder mange dele som man skal huske at holde styr på. der er indlagt sømrum så det er bare at klippe efter linjerne. man skal være særligt opmærksom på afmærkninger og så dem alle med (og tegner man af så husk at notere skulderpunkter og hvad de forskellige mærker betyder så man ikke farer vild i den del når man klipper ud. Hvis man gør sig umage med markering og klipning, springer lynlåsen over og har styr på at sy indsnittet med boxpleaten så er mønstret rimeligt at gå til

DET ER HAMRENDE VIGTTIGT AT PRESSE UNDERVEJS! der er mange finurlige samlepunkter som en del af designet og det bliver piv grimme hvis ikke ham husker at presse undervejs.

Det er ikke en kjole man syer på en time, men med tålmodighed og tid er det heller ikke en kjole der har mange vilde nye teknikker (ud over indsnittet). Normalt kanter man efter man har syet kjolen, men lige ved den her kjole vil jeg virkeligt anbefale at kante indsnittet inden man syer da der ikke er plads efterfølgende.

der er en rigtig fin grafisk gennemgang af delenes sammensætning samt et billede af kjolen på bagsiden. jeg synes det er super lækker visuel støtte. Syvejledningen er på engelsk det skal man lige have med i mente

vil man have pleatsne ned under taljen så skal man sy langs hele linjen tegnet op på delene (som jeg har gjort) vil man have den længere op i taljen siger vejledningen 2 cm ned af linjen

og her så et lille galleri af alle de Gertrude jeg har syet

Jeg er for resten også typen der spilder æg på min sprit nye kjole inden jeg har fotograferet den, så hvis du spotter en plet på brystet er det bare lidt æg. Det var bare det jeg ville sige hej hej.

4 kommentarer

  1. stellabm

    Du får godt nok noget fra hånden. Det er en virkelig flot model, og den klæder dig.
    Tak for at dele – jeg har godt nok kigget på det mønster flere gange, men overgangsalderæblet midt på maven har afholdt mig fra det!

    • Mange tak for de fine ord ❤️ Gertrude er perfekt til at maskere æblet 😁 man kan nemlig snyde dig til en meget flot talje hvis bste man lige udvider i taljen til maven

  2. Fantastisk fin beskrivelse og inspiration 👍 Det er skønt, at du går i detaljer med både model, facon og syning!

    Bliv ved – jeg suger til mig og må nu snart igang selv ☺️

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *