Lidt sådan føles livet for vores ene søn lige for tiden og for den sags skyld også for os. P har altid haft en boblende og innovativ personlighed og det skal ikke være en hemmelighed at vi havde en del forebyggende samtaler med sundhedsplejersker, PPR og andre fine forebyggende tiltag da P var lille, simpelthen fordi han til tider var for klog i forhold til sin egen sikkerhed. Vi taler en 2 årig der kunne åbne samtlige børnesikringer. Vi, dagplejen, børnehaven og skolen fik instruktioner i greb vi kunne bruge pædagogisk for at holde P på et sikkert spor, uden at ødelægge hans kreative innovative og lyse sind og dem gjorde vi så brug af og havde stor succes dermed. P havde godt nok issues i form af mobning(mod ham), manglende behovsudsætning, en nysgerrighed der til tider kunne få os andre til at rive håret ud i frustration fordi han nu igen havde fundet en god ide der var knap så god, men han var et empatisk, medfølende menneske, der på ingen måde var grænsesøgende i forhold til autoriteter og med den ydre styring vi som forældre kunne sætte op og implementere ret tidligt, ja så voksede han op og blev en boblende ung mand med masser af mod på livet.
Derfor stod vi også lidt rådvilde da P efter flytning i ny lejlighed pludseligt imploderede. Han havde svært ved at få en brugbar struktur i eget hjem og ende i en overvældende situation hvor han ikke helt følte han kunne gå hverken frem eller tilbage. Pludseligt så vi en masse ADHD træk i fuld flor som vi ikke havde oplevet i det hjem der var opbygget for at skabe den bedste struktur for P (og A). Vi arbejdede med tidsstyring, deadlines, strukturplanlægning, alle redskaber jeg kender fra mit job, men som jeg ærligt ikke var bevidst om, at vi havde integreret herhjemme for at skabe et godt stillads for vores børn.
Det har betydet at vi siden januar har haft en ekstra opgave i at støtte og hjælpe vores mere og mere frustrerede søn, som til sidst en dag kiggede på mig og sagde, jeg tror jeg har ADHD.
Den skulle jeg ærligt lige tygge lidt på, for i forhold til de fagfolk vi havde mødt, var han ikke en typisk ADHD profil. Vi støttede naturligvis ønsket om udredning og jeg var ydermere så heldig at skulle på en ADHD dag med mit arbejde og lige der faldt brikkerne på plads for mig. Der blev jeg nemlig bevidst om at synet på ADHD har udviklet sig ekstremt meget i løbet af bare de sidste 10 år. Man kigger blandt andet meget mere på indre uro og man har en bredere definition på grænsesøgning, som ikke længere er der hvor man går i clinch med autoriteter eller er vred, men nu også integrerer de dele hvor man glemmer de regler der er fordi man pludseligt er optaget af noget med en smittende glæde.
Vi er ikke færdige med udredningen endnu, så min skråsikre overskrift burde måske modificeres, men om det er en ADHD eller ej, så fylder trækkene ekstremt meget i P’s liv lige nu, så meget at vi lige har søgt støttekontaktperson så han kan få noget støtte til at strukturere fra en der ikke er mor og far, det er nemlig ikke altid lutter lagkage når det er mor der skal hjælpe med opvasken, det giver et nyk i selvtilliden og dem behøver vi ikke flere af. P tager det i stiv arm, han er åben om udredningen, nysgerrig på hvad det kan give ham og han glæder sig til at få besøg af støttekontaktpersonen, så han kan få skabt en struktur der passer til ham og er helt hans egen. Vi andre er lige så åbne omkring det, der er ingen skam i at have en diagnose, den kan være et ganske godt redskab til at navigere i den forunderlige verden vi nu er heldige at være en del af.
Selve udredningsforløbet har dog været en kulturrejse i hvor stor en forskel der er på om man er på A-holdet eller B-holdet. Der var nemlig 2 års ventetid i det offentlige system, men fordi far har en sundhedsforsikring via sit arbejde, blev de to år barberet ned til 1 mdr og med forventet udredning indenfor 6-8 uger (dog med forbehold for sommerferie), så det varer sandsynligvis ikke længe mere før vi står med en diagnose eller ej. Vi vil dog alle blive ret overraskede hvis IKKE det ender med en diagnose, der var (næsten) fuld bingo på diva 5 skemaet ved sidste samtale med psykologen.
Jeg har som socialrådgiver det ret stramt med at ikke alle har lige vilkår for udredning og har da også en del stramme tanker omkring den forebyggende indsats vi har fået, men den del gemmer jeg til et senere skriv, for det kommer nok til at fylde en ret stor del, lad mig bare sige at jeg synes den forebyggelseskultur der er i PPR regi og i ungdomspsykiatrisk regi har tendens til at gøre de deraf sent diagnosticerede til tabere, da det samtidig betyder mange år tabt til at lære sin diagnose at kende, samt skabe mestringsstrategier. og her taler jeg IKKE kun om min søn, men generelt i forhold til udviklingsforstyrrelser (autisme bl.a.) og opmærksomhedsforstyrrelser. Det betyder at man risikerer at sætte deres udvikling på stand by og give yderligere negative livsoplevelser fordi begge grupper er i risikoen for øget negativ feed back på grund af deres adfærd.
Som familie er vi rykket tættere sammen i bussen og hjælpes ad med at få tingene til at fungere. Vi har også på dette område fået et tæt sammenhold og vi kan tale om de ting der fylder i hverdagen åbent og med refleksion. Det betyder dog også at visse ting er sat på stand by, blandt andet blogskrivning, syning og så skal vi slet ikke tale om hvordan haven ser ud. Men det er ligemeget. De ting er midlertidige, P’s liv og livsglæde er meget vigtigere.