Jeg har lyst til at skrive om mit skift fra Pfaff til Janome – ikke fordi jeg vil starte en symaskinekrig, men fordi det har været en ret øjenåbnende rejse for mig. Det er historien om en maskine, der ikke helt kunne følge med mine projekter, en ny maskine der overraskede mig på den bedste måde, og et par politiske overvejelser, jeg ikke længere kan ignorere, når jeg vælger, hvilke brands jeg vil støtte. Hvis du selv står og overvejer at skifte symaskine, eller bare er nysgerrig på forskellen mellem amerikansk komfort og japansk præcision, så er her mine helt ærlige erfaringer.
Betyder det, at jeg er modstander af Pfaff nu? Nej, bestemt ikke. De laver fine maskiner, og der er meget ved min Pfaff Quilt Expression 720, jeg var glad for. Men jeg fik ikke helt den arbejdshest, jeg havde håbet på. I min brug oplevede jeg blandt andet:
- Udfordringer med kraftige materialer, især ved taskesyning
- Springede sting, uanset nåletype og justering af trådspænding
- Modvilje mod mange lag, ofte ledsaget af mærkelige lyde
- Et automatisk knaphul, der til tider målte helt forkert
- En del støj og vibrationer, som fik bordet til at danse
- Et klippesystem, hvor saksen hurtigt begyndte at svigte
Selvom der var flere ting, der drillede, havde maskinen også klare styrker. Når den syede under normale forhold, leverede den et flot og jævnt resultat, og jeg var især glad for, hvor intuitiv den var at indstille. Touchskærmen gjorde det nemt at finde rundt i de mange funktioner, og jeg kunne hurtigt tilpasse sting, spejlvende dem eller lave små justeringer uden at føle mig låst fast i menuer. Den automatiske sænkning af trykfoden blev hurtigt en luksus, jeg ikke vidste, jeg manglede, og arbejdsområdet var generøst og lyst. Jeg elskede også, at alle mine gamle Pfaff‑fødder passede direkte på maskinen, og at den var nem at rengøre og holde ved lige. Der var altså masser af gode funktioner – det var bare ikke helt den robuste arbejdshest, jeg havde håbet på.
Min nye maskine: Janome Memory Craft 6700P
Efter at have kæmpet lidt for meget med min gamle maskine, føles Janome Memory Craft 6700P som at få en helt ny slags makker ind i systuen. Det er en maskine, der er bygget til at arbejde – og det kan man mærke fra første sting. Den er hurtig, stabil og overraskende stille, og den står fuldstændig urokkeligt på bordet, selv når man giver den gas. Det giver en ro i kroppen, når man syr, som jeg ikke helt vidste, jeg savnede.
Fremføringen er noget af det første, der virkelig imponerede mig. Janomes AccuFeed-system tager fat i stoffet på en måde, der føles både kraftfuld og kontrolleret, og den æder sig igennem tykke lag uden at brokke sig. Taskesyning, quiltning, voksdug, kraftig denim – den tager det hele uden at springe sting eller lave mærkelige lyde. Stingkvaliteten er også virkelig flot. Den syr ensartet, præcist og med en professionalitet, der gør, at man næsten føler sig lidt dygtigere, end man er.
Selvom den ikke har touchskærm eller alle de “smarte” automatiske funktioner, så er betjeningen logisk, hurtig og mekanisk på den gode måde. Knapperne sidder, hvor man forventer dem, og man kan justere det meste direkte uden at bladre i menuer. Det føles som en maskine, der er lavet til folk, der syr meget og gerne vil have kontrol. Arbejdsområdet er enormt, lyset er kraftigt og jævnt, og hele maskinen er bygget i metal, så man får en fornemmelse af kvalitet og holdbarhed. Det er en arbejdshest i ordets bedste forstand – og lige præcis det, jeg havde håbet på.
Hvorfor skiftet gav mening for mig
Når jeg ser tilbage, er forskellen mellem Pfaff Quilt Expression 720 og Janome Memory Craft 6700P næsten som forskellen på en pæn, moderne personbil og en solid arbejdsbil, der bare gør det, den skal. Pfaffen havde mange smarte funktioner, en flot skærm og masser af kreative muligheder, og når den var i godt humør, syede den virkelig pænt. Men jeg manglede den rå styrke og stabilitet, som mine projekter ofte kræver – især når jeg syr tasker, arbejder i kraftige materialer eller har mange lag under foden.
Det er her, Janomen føles som et helt andet kapitel. Den er ikke lige så “digital” eller fancy i sin betjening, men til gengæld er den kompromisløst stærk og stabil. Hvor Pfaffen kunne blive lidt fornærmet over tykke lag eller voksdug, tager Janomen det som en udfordring og går i gang uden at kny. Den står fast, larmer mindre, springer ikke sting og giver en ro i kroppen, fordi man kan mærke, at maskinen har styr på det. Det betyder ikke, at Pfaffen var en dårlig maskine – den passede bare ikke helt til den måde, jeg syr på. Jeg elskede dens automatiske funktioner og alle de kreative muligheder. Men i praksis har jeg langt mere glæde af en maskine, der prioriterer kraft, præcision og stabilitet over alt det smarte.
Ting jeg stadig er ved at vænne mig til
Selvom jeg er virkelig glad for Janomen, er der også nogle ting, jeg stadig er i gang med at lære at leve med. Den professionelle fod er et godt eksempel. Den er helt fantastisk, når man først har styr på den – stabil, præcis og virkelig god til at holde stoffet på plads – men den kræver altså lidt øvelse at betjene. Det er en helt anden fornemmelse end Pfaffs fødder, som var mere elegante og lette i hånden. Janomes fødder er lidt mere “clunky” og mekaniske, og selvom de fungerer upåklageligt, så er det en anden måde at arbejde på, som kræver lidt tilvænning.
Til gengæld kommer Janomen med stort set alle de fødder, man har brug for, lige ud af kassen. Det eneste, jeg har skullet købe, var en usynlig lynlåsfod – resten fulgte med, og det er virkelig rart ikke at skulle ud og investere i en masse ekstraudstyr. Jeg elsker også, at maskinen kan tage store trådruller direkte, uden nogen form for adapter. Det gør en kæmpe forskel, når man syr meget. Og så er der spoleopvindingen, som kører helt uafhængigt af selve maskinen – en lille ting, men en genial én, især når man lige mangler en ekstra spole midt i et projekt.
Der er dog også et par praktiske ting, jeg lige skal vænne mig til. Janomen har ikke friarm, og det betyder, at man må tænke lidt anderledes, når man syr små rør eller ærmer. Det er ikke umuligt, bare anderledes. Og fordi maskinen ikke har indbygget opbevaring til tilbehør, følger der en separat boks med. Den er fin nok, men jeg endte med at lægge mit tilbehør i en lille skuffe under sybordet – så er det lige ved hånden, når jeg skal skifte fødder. Det fungerer faktisk overraskende godt, men det er igen en af de ting, der kræver, at man lige finder sin egen rytme.
Når jeg tænker over det hele, giver skiftet fra Pfaff til Janome endnu mere mening for mig personligt. Pfaff er en amerikansk maskine med masser af komfortfunktioner, automatisering og kreative muligheder – og det er fantastisk, hvis man bruger dem. Men jeg har det svært med at støtte amerikanske brands mere end nødvendigt i en tid, hvor USA igen og igen har udtrykt interesse for at annektere Grønland. Det er ikke en politisk retning, jeg ønsker at bidrage til økonomisk, når der findes stærke alternativer fra lande, jeg har det bedre med at støtte.
Janome er japansk, og Japan har en helt anden tradition for præcision, mekanik og respekt for håndværk – og det kan man mærke i maskinen. Samtidig må jeg også erkende, at jeg slet ikke havde brug for alle de ekstra sting og avancerede funktioner, som Pfaffen tilbød. Det var flot at have, men jeg brugte det ikke. For mig giver det langt mere mening at have en maskine, der er virkelig god til det, jeg faktisk laver: tasker, kraftige materialer, quiltning og projekter, hvor styrke og stabilitet betyder alt.
Janomen kræver mere manuel indstilling, og det er noget, jeg lige skal vænne mig til igen. Pfaffen gjorde så meget automatisk, at jeg næsten havde glemt, hvordan det føles at have den fulde kontrol selv. Men det er faktisk ret tilfredsstillende at komme tilbage til. Manualen er utrolig grundig, og det automatiske knaphulssystem er så meget mere simpelt og ligetil, at det næsten føles som at få en gammel færdighed tilbage. Med lidt støtte fra manualen sidder det hele hurtigt i hænderne igen.
Alt i alt står jeg tilbage med følelsen af, at jeg endelig har fundet en maskine, der passer til både mine værdier og mine behov. Pfaff var ikke en dårlig maskine – den var bare ikke den rigtige for mig. Janomen er derimod præcis den arbejdshest, jeg har ledt efter.