Silkekjolen og Haute Couture Jakken, om vanskelige stoffer, spændende tilretning og glæden ved at lykkedes.

Det her indlæg har været halvlang tid undervejs. Ikke fordi jeg ikke havde materiale til det, men fordi silke virkeligt er hamrende svært at sy i og samtidig få pænt. Faktisk snyder jeg lidt for jeg skal have rettet en fejl jeg ikke er tilfreds med, men det må vente for jeg skal bruge kjolen på torsdag.

I slutningen af Januar daffede jeg fra Nordals til Aarhus og stemplede ind ved Skaberlyst, med henblik på at deltage i månedens tilretning, som er en kommende del af deres Synoter magasin. Det var enormt spændende og interessant og vi tilrettede både min Jakke og min Anna kjole. Jeg blev drillet kærligt med mine håndtegnede linjer og gik da også hjem med en fornyet forståelser af hvorfor linealer er vigtige… og ja en ny lineal. Den er allerede vel elsket så det kan anbefales. Der kom lidt andre ting med i tasken også men dem vender vi tilbage til

Det er en ganske særlig oplevelse at få sit tøj tilrettet af en skrædder og ofte en ganske dyr en af slagsen. Derfor var det virkeligt også en fed og vild proces og der kom nogle enkelte billeder ud af den, desværre ikke så mange som ønsket, simpelthen fordi jeg glemte at tage dem.

Faktisk er den kjole jeg har på den første tilrettede Anna kjole og den var blevet virkeligt virkeligt god, men der skete mystiske ting når jeg gik fra bomulds satin til silke, så fokus bar under brystet og på ærmerne, som gerne ville drille og det tror da pokker, inden Signe var færdig var der lagt 3,5 cm til ærmekuplen og tegnet nyt ærme og klippet nye ærmer.

Jakken drillede mig især meget fordi jeg ikke kunne få kanterne lige i fronten og så synes jeg måske der var for meget stof. jeg nåede 4 staut modeller og den ene tilrettede jeg nærmest til ukendelighed hvorefter jeg kasserede den, fordi jeg ikke lige havde overvejet at det var en jakke og ikke en bluse jeg ar ved at tilrette, ergo skulle der være plads til tøj indenunder.

Men i Signes kyndige hænder fik vi fundet ud af at jeg er en str 53, så jeg ligger midt mellem 52 og 54 og jeg havde valgt at sy en str 54 op. Signe fik rettet godt til men mente at retningen havde været nemmere for mig hvis jeg havde startet med en str 52 i stedet, det vil jeg tage til efterretning ved næste projekt hvor jeg skal tilrette.

Selve tilretningsprocessen kan man se/læse om i Synoter så det vil jeg ikke gennemgå her af respekt for det produkt jeg har købt og som Signe sælger, men jeg har lært rigtigt meget omkring hvilke ting jeg fast kommer til at skulle tilrette når jeg skal tilpasse nye ting og jeg har fået lært ikke at være bange for det. Lige præcis det var nok den vigtigste lektie jeg fik med fra turen op til Signe. Nemlig at man ikke finder ud af om det virker hvis ikke man prøver.

Vel hjemme igen skulle kjolen skilles ad igen og syes rigtigt sammen. det har været en pinefuld lang proces fordi silke og jeg ikke er ret gode venner. Jeg har flere gange under processen været meget meget tæt på at kyle den i skammekrogen. Ikke fordi silken ikke er smuk, men fordi den mindste lille tekniske fejl straffes hårdt og brutalt i faldet på kjolen. Og jeg har brugt nåle, ah gud jeg har brugt nåle til den helt store guldmedalje

Og jeg kom i mål. Heldigvis. Den er blevet rigtigt god, meeen skråbåndet i halsen skal nu lige af og rettes til, det sidder nemlig ikke helt så godt som jeg havde håbet på.

Og uden mere spænding. Her er den!

Jeg er virkeligt glad for resultatet og jeg er også glad for følelsen på kroppen så det har været hele besværet værd. Men skal jeg i gang igen vælger jeg nok en silke med en smule elastan i. På den måde er der lidt tilgivelse at hente i stoffet. Den trækker lidt fra halsen og ud til ærmet og det skyldes altså ikke Signes tilretninger. Det er der mit skråbånd ikke rigtigt gad samarbejde om.

Ved siden af kjolen fik jeg lavet min haute couture jakke. Den var tiltænkt som brugbar til kjolen, men det synes jeg ikke rigtigt den er. Den er nemlig tung, både at se på og have på og det er nærmest synd for den fine silke. Men i fik den nu at se sammen med kjolen, der er nemlig en rød tråd. So to speak. Den er nemlig foret med samme røde silke som kjolen er lavet af.

Jakken blev tilrettet i staut model sammen med kjolen og vel hjemme har jeg så syet den op i denne uldblanding. Stoffet er købt med henblik på at teste jakkemønstret, og det er købt piv billigt, nemlig 10 kr pr meter. Jakkens foer mønster har jeg selv skullet konstruere og det har virkeligt været spændende at prøve kræfter med. Jeg har lavet stribevis af begynder fejl og pillet op og syet igen, men jeg har simpelthen lært så meget og det har været en fed fed opgave. Det her er faktisk ikke jakken jeg har forelsket mig i, men man skal kravle før man går så jeg foretrak at øve nye ting i en ret plain jakke inden jeg kastede mig over den lækre fancy udgave jeg har tabt mit hjerte til.

Jeg er ikke vild med jakken i sig selv, men jeg er virkeligt vild med det jeg har lært. Jeg kan lave belægninger, jeg kan lave foer mønster og jeg kan sørme sy det sammen så det ser pænt ud! Jeg er virkeligt glad for indersiden af min jakke også selvom den bærer præg af begynder fejl

Der er værd at kigge på materialerne man putter ind i sin jakke når man gør sig dette store arbejde. Jeg har ærmefisk og skulderpuder i min jakke for at sikre at den sidder pænt i skulderen. det ene sæt er købt i en kædeforretning den anden ved Skaberlyst. Den fra kædeforretningen er skumgummi med en eller anden form for filt og så nogle meget små og tynde ærmefisk, fra Skaberlyst er der filt hele vejen igennem. Den fra Skaberlyst er formbar og det samme gælder ærmefiskende der rent faktisk har lidt stand. Når jeg har brugt så mange timer på en jakke vil jeg gerne at resultatet holder og rent prismæssigt er dem fra Skaberlyst faktisk meget billigere. her kan man se forskellene. Den grå er fra Skaberlyst

Jeg er super tilfreds med mine projekter og glæder mig til at lave den næste jakke, men inden jeg kommer så vidt skal jeg have mit jersey grundmønster færdigt og have omdannet min fine uld fra Juels til underkjoler. Det glæder jeg mig rigtigt meget til.

Nå ja og så skal jeg sy en tomat kjole, for en tomatkjole er altså ikke nok. Men inden da skal der lige ryddes op, der trænger og det gælder i den grad også afstøvning. Fui den jakke har støvet.

2 kommentarer

  1. Hvor er kjolen blevet smuk og jeg synes modellen klæder dig. Rød er også min yndlingsfarve.

    Jakken er også smuk. Dog synes jeg ikke opslaget gør noget godt for dig og jakken.

    Kh. Lis

    • Jeg tænker jeg skal have prøvet jakken af semmen med noget andet end kjolem og se om det gør en forskel for mig. pt synes jeg den er for tung, både med og uden opslag. og tak or de fine ord 🙂

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *