Der sker noget sjovt når man har en million ting i hovedet man gerne vil skrive, nemlig at man får svært ved at prioritere dem har jeg fundet ud af. Men den her lille historie rystede bare sig selv ud af ærmet, så den kom lige ind foran alle de andre. Jeg plejer at sige at jeg ikke syer for andre og det er også som hovedregel rigtigt. Jeg bliver nemt stresset af syprojekter til andre og jeg oplever at folk ikke værdisætter mine projekter i den prisklasse som jeg selv sætter dem i.
Ofte er tanken at hjemmesyet tøj er billigt, men faktum er at det jeg syer er i en langt bedre kvalitet end det man hiver ned af hylderne fra diverse fast fashion butikker, det er unikt og det er håndlavet og jeg er ikke bleg for at sige at det er dyrt. Jeg prissætter mine kjoler og bluser højt, for det er fandenfløjtemig godt håndværk. sgu! Vil man have en kjole syet af mig må man forvente at betale mig en timepris og så selvfølgeligt materialer og det clasher tit med folks forståelse af hvad tingene i deres verden burde koste. Derfor siger jeg nej….for det meste. Folk vil ikke betale hvad en skrædder koster og de vil slet ikke betale hvad en hobbyskrædder koster.
Så er der lige veninden, hvor vi deler tjenester og som er med på at teste sjove nye kjoler, samt hendes skønne søn som skulle have den smukkeste konfirmationskjole som et nod til dengang han var en pige, men som samtidig skulle være tilpas androgyn. Lige DET projekt stjal mit hjerte og jeg elskede at se ham elske sin kjole og jeg elskede endnu mere at se at folkene i mit sycommunity bare åbent accepterede at her var en dreng i en kjole og ikke følte behov for at fortælle om det passede ind i hvordan de så verdenen, men bare fuldstændig accepterede at det var normalt i hans verden. og kjolen havde regnbuer. Naturligvis. i får kun glimtvis af kjolen, da anonymiteten skulle bevares, men trust me det er helt klart mit vigtigst syarbejde, mere vigtigt end min brudekjole. og vi havde den smukkeste konfirmation i regnbue tema.
Og så er der min venindes mor, som jeg har lavet en aftale med. Jeg afleverer garn og opskrift og hun strikker til mig. Til gengæld har jeg syet en kjole og en bluse til hende og for mig er det helt klart en win win situation. Jeg er så hamrende heldig at min mor strikker til mine børn og elsker det, men min størrelse er for tung for hendes hænder så det er sjældent at jeg personligt har hjemmestrikket tøj. Samtidig er jeg vild med uld og det kan min mor ikke særligt godt tåle.
Men der hvor jeg direkte smider hvad jeg har mellem hænderne er der hvor der opstår en nødssituation og det opstod der omkring nytår hvor denne besked dumpede ind i min inboks.
Så selvfølgeligt syede jeg da bukser, det er jo en unik situation der kræver alternative løsninger og tænk sig. jeg kunne klare det hele ud fra rester. Jeg havde nemlig syet disse fine bukser til min knægt for 10 år siden, med hjemmelavede applikationer og fuldforede
Jeg var faktisk jævnt stolt af både bukser og vest som jeg også selv har syet. Og resterne af den fløjl samt en jersey jeg havde opgivet at finde det helt rigtige mønster til blev til disse råudkast af bukser sammen med et par lynlåse der var gemt fra nogle sæt sengetøj jeg havde omdannet til tøj. Bukserne her er for lange og uden afslutning, Den del ville vi lave når den unge dame kom herhjem for at få dem tilpasset.
indtil den unge dame kunne prøve på var der ikke ret meget mere jeg kunne gøre, så jeg bandede lidt over mit jakkegrundmønster som jeg ikke kunne få til at ville som jeg ville (det bliver et indlæg for sig selv når den engang er færdig), hvorefter jeg skiftede fokus til en bluse til min venindes mor. Blusen er egentligt et “restprodukt” efter at jeg syede denne Gertrude kjole til hende ud fra hendes kropsmål. Ginen kjolen hænger på er meget meget for lille så kjolen er slet ikke så poset som det ses her. Jeg har lavet et rewiew af gertude kjolen, som jeg tænker at poste på bloggen meget snart.
Efter at have syet kjolen var der lige præcis nok til en Bonnie bluse også fra Style Arc, men i stedet for at sy den med synlige syninger blev den mit øvestykke på franske syninger og på skråband i halsafslutningen. jeg ærgrede mig senere over at det ikke var nok skråbånd til ærmerne også, men de blev i stedet afsluttet med ombuk. Der er oprindelig en slids i siden, men den droppede jeg for at få oplevelsen af mere længde. havde jeg haft 20 cm mere stof havde jeg forlænget den efter ønske fra modtageren.
Jeg øvede franske sømme fordi jeg har en silkekjole i projekt bunken hvor jeg havde overvejet franske sømme så inden jeg nu kastede mig over kjoler med prinsessesnit var det rart med en bluse der stort set var lige op og ned. Blusen har ingen synlige rå syninger og det er jeg umådeligt stolt af. Derudover synes jeg epauletten på ærmerne giver en super lækker afslutning. Knapperne sidder på ryggen hvilket igen er en sjov detalje der lige giver lidt ekstra til blusen
agen efter kom denne lille lækkerhed på besøg og vi kunne lave bukserne færdige og freestyle en kjole til dukke Baby.
Den slags projekter laver jeg gerne til andre. Det ene er bytteri af ydelser og det andet er en særlig situation. Hendes mor Ditte og jeg har aftalt at Ditte tager lidt billeder af mig i noget af det tøj jeg har syet i stedte for at betale for bukserne, det er noget som vi begge synes er meget meget sjovere, isør fordi jeg er elendig til at tage billeder. Ditte tager nemlig nogle ret fede billeder, det kan i se her
God artikel ! det emne er så relevant for os der laver håndarbejde, godt at høre dine overvejelser, men også at læse de små unikke historier, du krydrer artiklen med. Desværre er det svært for mig at se detaljerne i blusestoffet.
Blusedetaljerne kommer der mere om når jeg kommer i gang med mine mønster anmeldelser herinde 🙂 Jeg sætter dog pris på din tilbagemelding for hvis jeg arbejder med detaljerne skal man selvfølgeligt også kunne se dem, så jeg skal nok gentænke min galleriopsætning
DEn jakke på forsiden af bogen (den orange9 den syede jeg da min den mindste var 2 år, den har en eledig pasform eller også var jeg ikke så rutineret dengang