Det her er den aller mest vigtige kjole jeg nogensinde har syet, faktisk vigtigere end min brudekjole, fordi den skulle repræsentere det der var før transition, men samtidig også det der var efter. Denne kjole var opfyldelsen af den ultimative drøm som barn, nemlig en stropløs kjole, men samtidig skulle den repræsentere LGTB+ miljøet.

Jeg blev kontaktet af min veninde omkring konfirmationskjolen fordi hun ikke helt vidste hvor hun skulle gå hen for at få drømmen til at fungere. Hendes søn havde ud over at identificere sig som dreng mere end som pige, også fået en autisme diagnose, så det med at skulle have fremmede tæt på og forholde sig til taktile ting var også en udfordring, og så var der hele delen med at konstruere kjolen, ud fra en forestilling der blev beskrevet på en måde der efterlod en masse til fortolkning fordi forestillingsevnen er udfordret. Vi vidste dog at den skulle være stropløs og at der skulle være regnbuefarvet tylskørt og så skulle der bygges en binder ind i så den fremstod androgyn.

Til de uindviede er en binder en beklædnings genstand som omfordeler brystvævet så det ligger mere fladt ind mod kroppen. Formålet er at skabe en mere maskulin brystkasse for på den måde at skabe en sammenhæng i forhold til det køn man identificerer sig med.

Alt det vidste jeg dog ikke så meget om da vi startede projektet, jeg vidste hvordan man syede en kjole og det var det. Heldigvis findes der en fin gruppe på Facebook hvor man kan få hjælp til sy projekter til LGBT+ miljøet, så jeg fik meldt mig ind i den og lært noget om konstruktion af bindere, det var guld værd.

Når man arbejde med en ung med autisme er der brug for at tingene kan mærkes, prøves og ses, så vi fandt en tube kjole på Etsy , syede den op i blå partysatin (fordi det lignede og føltes som slutresultatet, det var bare den forkerte farve og uden nogen former for forandring.

Det var en udfordring for den unge mand at hoppe i kjolen fordi der tydeligvis var en forventning om bryster og det var ikke det han ønskede sig, men da det blev forklaret at vi havde brug for at han havde den på for at vi kunne fjerne brystindsnittene blev forståelsen bedre. Vi konstaterede at den passede alle de andre steder og arbejdede så med at fjerne prinsessebuerne ved at sy med lange sting og gradvist reducere. Da vi var tilfredse sagde vi farvel og jeg syede kjolen op i staut uden brystindsnit. I den her proces skulle der hele tiden indtænkes didaktiske virkemidler, idet vi skulle tage hensyn til både kropsdysphorien og autismen. Første del gav ubehag ved koncentration omkring problemzonerne, mens anden del gav nedsat forestillingsevne og taktile udfordringer, så derfor var der behov for visuelt at fremstille det han ønskede sig så vi kunne tilrette, inden vi startede med den helt rigtige kjole og så var der samtidig behov for at han kunne være i at vi arbejdede med problemzonerne, så vi startede i god tid og havde mange små sessions til at starte med. Vi havde den fordel at han kendte mig i forvejen, da han er kommet her i hjemme de sidste mange mange år, så der var en tillid til mig i forvejen, som hjalp os på vej

Vi havde derefter en prøvesession mere hvor vi kiggede på om stautmodellen passede som den skulle og fik det sidste rettet til, her opstod der en forvirring om hvorfor kjolens stof var som det var, men den blev løst da vi fik talt om at det var mit nye mønster til den androgyne kjole som vi nu skulle de om den passede.

Selve stoffet kunne vi ikke få hernede i det sønderjyske, så vi drog på road trip til Århus, hvor vi besøgte Stofshop for at kige på brudetyl og brudesatin og power mesh. Sidstnævnte skulle tjene to formål. Holde kjolen på plads samt virke som binder. Mange ville nok bestille via nettet, men det gør man altså ikke når man arbejder med autisme. Så hopper man i bilen og kører op og mærker på stoffet, for at imødegå det taktile, ser på stoffet, for at imødekomme forestillingsevnen og så kigger man på tylfarverne og mulighederne for sammensætning så den unge mand kunne beslutte sig for hvilken type tylskørt han ønskede sig. Det var en udmattende tur for den unge mand, men den var vigtig for at skabe det han gerne ville have.

vel hjemme fik vi syet kjolen op i satin, fik rettet udfordringer til, fik syet regnbue tylskørtet med de to lag hvid tyl henover og så blev den prøvet på inden vi satte powermeshen i, da den var godkendt uden rynker kom powermeshen i og perlebæltet blev sat på tylskørtet.

Normalt når man taler binder taler man om en undertrøje agtig udgave, fordi man gerne vil kunne fordele kompressionen på hele overkroppen. Det havde vi ikke mulighed for her med en stropløs kjole, derfor måtte vi gå med trial and error modellen og med kompression kun ned af. Det er ikke anbefalelsesværdigt som daglig kompression.

Det har været en for den unge grænseoverskridende oplevelse (på den gode måde) fordi vi har skullet kigge på kroppen og forholde os til den, men med henblik på at opnå den oplevelse af hvad der er perfekt tøj som den unge selv havde. Pludseligt blev kroppen noget sekundært og noget hvor man kiggede på hvordan tøjet ikke levede op til kravene og ikke omvendt.

Selve konfirmationen var fantastisk. Temaet var naturligvis LGBT+ så vi havde skønne regnbuer over det hele og der var en hjertevarme omkring ham som var fantastisk. Hen på eftermiddagen skiftede han fra kjole til bukser og skjorte og så også fantastisk ud i dette.

Det er nu et halvt år siden vi lavede kjolen, men jeg ved den stadig hænger fremme på værelset, fordi den repræsenterer LGTB+ og fordi han var glad for den. Og jeg var glad for det privilegie det var at sy den.

The post En ganske særlig konfirmationskjole til en ganske særlig ung mand first appeared on Pfaffelaffen.